KIRKENS HISTORIE: uddrag fra bogen “En omstridt plet” af V. Vestergaard Jensen Søndag den 8. november 1908 oprandt med frostklart solskin over Thyborøn, og da solen sank i havet, havde Thyborøns beboere oplevet en uforglemmelig dag. Thyborøn havde fået sin egen kirke.Dagen havde en lang forhistorie.

Fra Arrilds tid hørte Thyborøn til Agger sogn. Over den smalle tange mellem hav og fjord førte landevejen fra Thisted over Vestervig og Agger til Harboøre, ad den dreves mange fede stude til Holsten, og ad den søgte Thyborønboerne til sognekirken i Agger. Flere gange i løbet af det 16. århundrede og en enkelt gang i begyndelsen af det 17. århundrede, brød havet hul på tangen for så at holde sig i ro et par hundrede år. Men en stormflod i 1825 brød påny hul på tangen, og Agger Kanal dannedes.
En ny storflod i 1862 gravede syd for Agger Kanal nogle render, som i løbet af de følgende 4-5 år blev til den nuværende Thyborøn Kanal, hvorefter Agger Kanal efterhånden tilsandede.Stormfloden i 1825 og kanalens dannelse havde ikke alene gjort Thyborøn til et afsides liggende sted og efterhånden formindsket befolkningen ikke så lidt, men det havde også bragt Thyborønboerne i kirkenød. Vejen var jo afbrudt, og man havde nu kun vandvejen, og at færdes ad de vanskelige, bugtede og farlige sejlløb til Krik i en robåd eller sejlbåd var nu ikke så lige til en sag. Ofte var man gennemblødt, når man nåede land, og måtte så gå eller køre til Agger. Tilmed var man udsat for at ligge vejrfast i Agger måske flere dage. Hvilken kirkevej med spædbørn til dåb, lig og brudefølge !En aften i februar 1906, da der var generalforsamling i sygekassen for Thyborøn, udtalte daværende lærer Kolstrup tanken om at få bygget et kapel til ordets forkyndelse. Der blev straks nedsat et udvalg til sagens fremme. De første planer var næsten mere end beskedne. Man tænkte at kunne nøjes med et lille skur i træ, eller i alt fald et lille hus til 3000,- kroner. Og man troede at kom kapellet først, faldt dets betjening nok i lave.Men nej. Under forhandlingerne med biskoppen, provsten og sognepræst Krohn i Vestervig, viste der sig vanskeligheder, som sidstnævnte fandt uoverstigelige. For at præsten kunne tage over kanalen selv blot hver 4. søndag, måtte der for den lange rejses skyld være messefald i Agger. Pastor Berthelsen i Harboøre viste al mulig god vilje under de følgende forhandlinger, men da Thyborøn hørte til et andet pastorat, ja endog et andet stift, mente Harboøre præsten det rigtigt, at Thyborøn blev lagt til Harboøre sogn. En del Thyborønboere nærede, ganske ubegrundet, frygt for at de så også kommunalt skulle høre til Harboøre og betale 10 procent i kommuneskat, foruden alle andre afgifter.Da Vemb-Lemvig-Harboøre jernbane i 1899 blev ført til Thyborøn, blev der bygget stationsbygning, den nuværende gamle station, som da var banens endestation. På grunden vest for stationen lå en gammel raketstation, der, efter at der var bygget redningsstation, ikke mere var i brug, men benyttedes til børnenes legeplads og de unges samlingssted. En aftenstund hørte Thyborøn-boerne fra denne plads noget forunderligt, der kaldte dem ud af de få huse, der lå rundt om pladsen.

Hvad var dog det? Salmesang? ja, sandelig, ud over pladsen tonede Kirken den er et gammelt hus.” Det var første gang, der hørtes grammofonmusik i Thyborøn. En af lokomotivfyrbøderne havde haft den med sig og forlystede nu byens folk med bl.a. den nævnte plade. På dette sted blev kirken bygget. Grunden, matr. nr. 22 a, tilhørte Redningsvæsenet, men entreprenør Villefrance havde for godt 200 kr. købt den og skænkede den nu til grund for kirken, medens redningsbestyreren, konsul Andersen, Lemvig, lod den gamle raketstation nedrive. Kirkekomitéen havde først foreslået et kommunen tilhørende, lige nord for skolen beliggende grundstykke, matr. nr. 14 a (den gamle skoles legeplads), der var forholdsvis højt beliggende! Man fandt dog matr. nr. 22 a mere centralt beliggende, langt fra havet.Udvalget henvendte sig til den unge, lovende arkitekt Hother Paludan, Aalborg, og bad ham udarbejde tegninger og overslag til et lille kapel til de få mennesker (ca. 140). Arkitektens tegning viste imidlertid en langt større kirke, end man havde ventet eller ment at behøve. Det var en – ganske vist særdeles smagfuld og meget smuk – veritabel landsbykirke med tårn. Man forstod også allerede nu, at overslaget var alt for knapt beregnet, idet der f. eks. trods den afsides beliggenhed og den dyre privatbane næsten intet var afsat til fragt og lignende.9. april 1908 modtoges efterretning fra ministeriet om, at bevillingen på 10.000 kr. til et kapel og 500 kr. årligt til en kaldskapellan forelå, grunden og tegningerne approberedes, der skulle skaffes et passende beløb til drifts- og vedligeholdelsesfond, og endelig skulle kirkekomitéens medlemmer solidarisk indestå for arbejdets rette fuldførelse og vedligeholdelsesfondens indbetaling til stiftsøvrigheden! Denne forpligtelse var næsten lidt betænkelig, for da tilbudene indkom, viste det sig, at arkitektens overslag var overskredet med 50 pct.! Indsamlingsarbejdet blev nu udvidet, og det bragte glæde på glæde. Der modtoges bidrag lige fra kongen, Frederik d. 8., kronprins Christian og kronprinsesse Alexandrine, biskoppen, Thisted amt, Vestervig-Agger kommune, ingeniører og entreprenører ved dige- og høfdebyggeriet, provstiindsamling i kirkerne i Refs og Hassing herreder, listeindsamlinger i Vestervig, Agger, Harboøre og Lemvig, indsamling ved Lemvig Valgmenigheds 25 års jubilæum, på valgmenighedspræst i Ryslinge, Karl Poulsens varme anbefaling, efter artikler i Nationaltidende” og Thisted- og Lemvig-bladene indkom beløb fra firmaer og private landet over og lige ned til indsamlingsbøsser i private hjem og på offentlige steder. I alt indkom der gennem denne indsamling ca. 7.700 kroner.Tømrermester P. Mose Pedersen, Lemvig, var entreprenør og udførte selv tømrerarbejdet, murer Christen Petersen, Ramme, murerarbejdet, Andreasen i Dybe malerarbejdet, C. Aaberg, Lemvig, snedkerarbejdet herunder degnestolens snitværk, medens stolerosetterne er udskårne i København. Altertavlen blev malet af kunstneren Mielche, en af Joakim Skovgaards medhjælpere i Viborg domkirke, efter forslag fra arkitekten. Den forestillede Herren og Simon Peter på vandet og i sidefløjene de 2 dertil hentydende symbolske billeder om verdens madstræb og uro og freden fra Himlen, som dog aldrig hernede bliver uforstyrret. Mielche dekorerede ligeledes rosetterne i kirkestolene i livlige farver. Loftet skulle efter arkitektens mening være teglstensfarvet, stolene var blå. 

Beboerne støbte selv soklen og udførte jordarbejderne. Ingeniør Danø førte tilsyn på arkitektens vegne. 2. juli 1908 nedlagdes grundstenen. Pastor Kirkegaard talte ud fra 1. Kor. kap. 3 om den sande kirkegrund. 8. september 1908 hejstes kransen. Den 8. november 1908 blev kirken indviet. Nu lå den hvide kirke der med sit røde tegltag.

Ved årsmødet d. 19. december 1961 afsatte det nyvalgte menighedsråd på kirkekassens overslag kr. 10.000 til en byggefond til restaurering af kirken: tårn, ligkapel, ny klokke, orgel, garderobeforhold, belysning, alterparti m.m. samt vedtog at udskyde istandsættelsen af væggene til en større restaurering. Dermed var gjort en begyndelse, men det skulle tage 10 år før man nåede vejs ende.

 I et møde d. 23. maj 1962 enedes man om at bede arkitekt Poul Hansen, Thisted, der tidligere havde tegnet nyt lågeparti til kirkegården, om at udarbejde skitseforslag samt overslag omfattende de tidligere nævnte forhold. Medens dette arbejde stod på, opførte arkitekterne Poul Hansen og Ib Lydholm, Thisted, en toilet- og redskabsbygning på den opfyldte trekant nord for den egentlige kirkegård.
22. juni 1964 forelå arkitekternes forslag til kirkens restaurering. En model var fremstillet og blev gengivet i kirkebladet. Det chokerende ved forslaget var nedrivningen af det gamle tårn fra 1908 og opførelse af en fritstående kampanile. Der var dog stort flertal for det i menighedsrådet. Men forslaget mødte modstand i befolkningen, og der afholdtes derfor offentligt menighedsmøde d. 22. april 1965 i skolens aula med arkitekten som hovedtaler; bølgerne gik højt, men det havde til resultat, at yderligere eet af menighedsrådets medlemmer ønskede at stemme for forslaget, så der nu var et næsten enigt menighedsråd bag arkitektens forslag.

Men menighedsrådsvalget nærmede sig, og der blev valg, hvor der afgaves 400 stemmer. Efter at de nye medlemmer havde sat sig ind i menighedsrådsarbejdet og restaureringsprojektet, kom det den 24. marts 1966 til afstemning om forslaget, hvorved der afgaves 5 ja-stemmer og 4 nej-stemmer. Så var man lige vidt, idet præsten måtte tage forbehold overfor at lade sin stemme være udslaggivende. Men allerede d. 14. april kunne man enes om at bede arkitekterne lave nyt forslag til tårnløsning. 25. august kom et nyt forslag som blev vedtaget.

På grund af regeringsskiftet sidst på året trak det meget længe ud med kirkeministeriets godkendelse, men i det tidlige forår 1968 forelå det, og efter detailprojektering kunne man sætte spaden i jorden til ligkapellet i september måned. Finansieringen ordnedes dels med en årlig byggekonto på kr. 110.000 på kirkekassens overslag, dels ved lån i stiftsmidlerne, Lemvigs pengeinstitutter og forsikringsselskabet “Fremtiden”, Aalborg. Overslaget var da nået op mod millionen, men nåede ved færdiggørelse 1,4 million, hvoraf halvdelen dog var betalt over kirkeskatten.

Arbejdet udførtes i samarbejde af byens egne håndværkere efter regning, idet dog murerarbejdet blev udført af murermestrene Bohnsen og Hansen, Harboøre. Et nyt orgel blev forsommeren 1970 leveret af orgelbyggerfirmaet Frobenius, Lyngby. 4 nye klokker med klokkespil og timeslag og fuldautomatisk ringning blev leveret af “Thubalka”, Vejle, v. civilingeniør Boas Nielsen. Varmeanlæg og befugtningsanlæg leveredes af Horwath og Skou, Aarhus. “Oticon”, Aarhus, leverede nyt, radiofonisk højttaleranlæg med teleslynge. Under arbejdet var kirken lukket fra konfirmationen forsommeren 1969 til konfirmationen året efter, idet man under nedrivning af tårn og opførelse af nyt våbenhus tilmurede hovedindgangen og benyttede nord indgangen. Der indkøbtes et harmonium med elektrisk blæsebælg til benyttelse dels i kirken dels i missionshuset, som et helt år fungerede som et udmærket kirkerum, der blev benyttet også til kirkelige handlinger, hertil tjente, at det gamle alterinventar blev overflyttet til missionshuset, dog ikke alterbilledet. Harmoniet blev i missionshuset som erstatning for “husleje”.
Som byggeudvalg fungerede tømrermester Anders J. Madsen, der tog det “grove” slid, bankbestyrer Robert Iversen, der holdt styr på pengene og sognepræsten. Der var naturligvis mange problemer, bl.a. problemet med væggene, der ikke ville holde på kalken, og som menighedsrådet gennem 10 år havde gjort mange forsøg med. Det lykkedes dog ved hjælp af Teknologisk Institut i Aarhus, Teglværksinstituttet, idet det viste sig, at man ved skalmuringen i 1937 havde lavet så smalle stikfuger, så de ikke kunne tage mod mørtelen, og der derfor var huller, hvor igennem regnvandet trængte ind i murværket. Ved vejning viste det sig, at murstenene vejede tre gange så meget, som de skulle! Nu er muren udtørret, og kalken holder. Men det største problem var dog et nyt alterbillede. Arkitekterne ønskede et højt billede, fra loft til gulv, som blikfang, man tænkte sig en gobelin. Der var flere ideer fremme, men i årsmødet 1966 enedes man om at rette henvendelse til Statens Kunstfond, der i første omgang svarede, at de havde brugt det afsatte beløb. Ved henvendelse til det nyvalgte, billedkunstneriske udvalg fik man lovning på udvalgets besøg, og efter længere ventetid fik man meddelelse om, at man ville betale et af kunstmaleren Niels Østergaard, Olsker, udført arbejde, såfremt menighedsrådet godtog Niels Østergaards forslag. Niels Østergaard kom til Thyborøn for at gøre sig fortrolig med kirken og opgaven og talte om at lave noget i Ravennastifterne. Men da Niels Østergaard kom med sit forslag, fremstillet i I tiendedel størrelse, havde han opgivet Ravennastifterne til fordel for nonfigurativt opsatte møbelplader, belagt med bladguld og påmalet kristne symboler, hvoraf Mandorlaen (italiensk: Mandel) omfatter og indeslutter alle de andre. Mandorlaen er den mandelformede strålekrans, der på billeder fra middelalderen omgiver Frelseren, Jomfru Maria og hellige mænd og kvinder. Men den kan også opfattes som ægget, der er livs kimen til alt andet. Når maleren har valgt symbolerne, er det for ikke i et billede at lægge sin egen forståelse ned over tilskueren.

I symbolerne er der frit spillerum til fortolkning, således at alterbilledet både har en fjernvirkning, den store guldflade (5 x 3 m) og en nærvirkning i de mange enkeltsymboler, hvoraf Mandorlaen går igen i de mange koronaer (kranse eller kugler), men i øvrigt må nævnes duen, treenighedsringene, korsene, hvoraf der er flere, hjertet og ankret.

Endvidere livstræet med drueklaserne, stjernerne og (under alterbordet) fiskene, symbolet på de kristne, idet det græske ord for fisk: ichtys danner forbogstavemne i sætningen: Jesus Kristus, Guds Søn, Frelseren og i trængselstider bar de døbte en lille bronzefisk som kendetegn. Der henvises til beskrivelse af altertavle her
Under arbejdet opstod tanken om at tilbygge en apsis til præsteværelse, så kirken nu har alle tænkelige faciliteter og virker tiltalende under gudstjenester og kirkelige handlinger. Det er derfor, der er kostet så mange penge. Menighedsrådet har under hele arbejdet haft i tanke at bygge for fremtiden og for den ungdom, der efterhånden er bestemt til at være Guds lovsyngende menighed i Thyborøn.

Desværre har vi de sidste år mistet flere af vore dygtige unge fiskere på havet. Derfor opstod tanken om en mindemur, der senere blev et mindeanlæg på kirkegården, hvor plader med de omkomnes navne er nedlagt i græs og samler sig om et stort granitkors i lys, norsk granit og et anker af bornholmsk granit, udført af billedhugger Eigil Westergaard, Lemvig.